Julie Kjer maler den samme postmoderne problematik ind i sine malerier. Med sine pensler har hun sat farverne og stregerne på lærredet på en måde, så de udstråler lethed og frihed. De kunne godt have været andre steder - men det er de ikke. Der er "plads" til flere farver - men der er ikke flere. Det, der kunne have været "et orgie af farver" er bevidst fravalgt. Kjer arbejder med minimalistiske tendenser i et univers, der er præget af dynamik og skabelse. Hun benytter den enkelte farve som et krydderi i en ret, hvor for lidt og for meget vil ødelægge smagen. Vi skal som tilskuere fornemme og smage -men for at kunne afgøre om smagen, farven, nu også passer til vore individuelle lyster, må vi bruge tid om og om igen. Vi vender os til billedet, kan man sige - men billedet er faktisk så åbent, at det lige så vel kan vende sig til os! Kjer har ikke givet os noget skema, kun nogle former vi kan støtte os til.

Den enkelte farve lægger sig kælent og spændstigt på fladen, som en kat, der i sit spring mod byttet spinder veltilfreds -vellysten - med blottede tænder og sylespidse klør, lykkelig over at volde verden, ikke af valg - men af behov. Malerierne, i deres hele og i deres enkelte elementer, er ikke stivnede i apollinske formers "skønne" linjer. De er som frie kræfter i spil og i skabelse. De er dynamiske som bare f(….). De gøder en verden - som måske kan rejse sig i stivnede former. Billederne er skabelse - skaberkraft og fødsel. Skabelse fra både et dengang, da der ingen former var, og fra et nu, der rumsterende, uregerligt og naivt bare er, fordi det vil være.

Der er grundlæggende to kunstneriske metoder. Den apollinske, som er komposition af former og materialer. Designerens område. Her skal der beherskes, "kunnes". Det er det kulturelles område. Den anden kunstneriske metode er den dionysiske. Det er selve skabelsen, en urkraft der ikke tåler andet en sig selv. Som dionysisk vil man være et med verden, som i rusen og ekstasen. De to kunstneriske metoder lever i et konfliktfyldt afhængighedsforhold og et kunstnerisk udtryk vil kunne læses som en vægtning af en af de to. Friedrich Nietzsche har beskrevet det indgående i sin bog Tragediens fødsel", så det lader jeg ligge her. Det interessante er den dionysiske dynamik og formspændthed vi finder hos Julie Kjer. Hvad kan det bruges til?

Betragter vi bildende kunst som komposition af materiale, former og farver, som noget vi kan forskønne verden med, kan vi finde dets værdier i det dekoratives register. Det kan altid lade sig gøre, fordi ingen kunstneriske udtryk kan være uden materialisation. Hvis det er tilfældet, lader vi så kunstens værdiudsagn være materielle og begribelige i et i forvejen begrebet univers? Hvis vi sætter fokus på kunst som blot og bar skabelse får vi et flygtigt værdiudsagn. Værdien er retninger, muligheder og flugtveje. Værdien er hvad vi gør ved billedet og hvad det gør ved os; hvilke associationer får vi, hvad kan billedet betyde og tilbyde. Kunsten er så skaberkraftens tilbud.

Netop Julie Kjers valg af former åbenbarer billederne som tilbud af mulige betydninger. De enkelte streger og farveflader indeholder heftighed og frihed. Kræfterne får plads til at ville sig selv på bekostning af alt andet. Den modstander Kjers malerler mangler er - os - tilskuerne, køberne og kiggerne. Vi skal turde give billederne modstand og spørge til deres udsagn. Vi skal problematisere de løsninger og de svar vi måtte finde. Billedet har ikke en værdi i sig selv. Det har kun den værdi vi tilskriver det, og netop den værdi kæmper billedet imod - fordi det er skabelsen, der er dets ærinde, fordi værdien er kampen og modstanden - ikke sejrens stivnede former. I de lykkelige omstændigheder - hvor billedet faktisk får sin ligeværdige modstander, som tør sønderbryde en hvilken som helst form, der lader sig manifestere - vil kunsten være en uudtømmelig kilde for den konstante skabelse.

Julie Kjer har bragt det formelle i orden i sine billeder. Det giver os en kærkommen frihed til at være præcise i vores brydning med og frisættelse af skaberkraften i kunsten. De værker, et udpluk af produktionen 1997 - 2000, der er valgt gengivet her i bogen, kan tjene som eksempler på det. Betragtes et enkelt af værkerne - "Pastinak" - ser vi en delvis transparent kvinde i helfigur. Ansigtet er dækket af en pastinak. Et hoved og det forreste af et ansigt ses i profil. En overskåret frugt, baghjulet af en cykel og en sengebund, der strækker sig fra baggrunden og helt frem, er de øvrige figurative elementer. Ved kvindens ben og bag (eller "i") hendes skød og brystben ses noget rødt - er det organer? Det er ikke til at sige. Nogle af billedets farveflader danner løse mønstre, andre trækker streger. Nogle steder er gopler, sten eller blade på vej til at manifestere sig som - som om de endnu ikke har helt bestemt sig for hvad de vil være, og andre steder igen er det den rene farveflade, der dominerer.

Afhængigt af hvad man bringer i fokus, vil billedets elementer være i bevægelse fremad eller bagud, være betydningsbærere eller være baggrund som "tilfældige" former og farver. Billedet er meget sammensat, og afhængig af den værdi vi tilskriver dette eller hint betydningsbærende element, vil billedet også være mere eller mindre modsigelsesfyldt. Fragmenter i billedet står sitrende, klar til at få tilskrevet værdi - og dermed også betydning - af mig der fortolker og fordøjer det. Halvskjulte transparente figurer gøres færdige med min vilje og gør billedet til en ressource i mit univers. Der er ikke noget privilegeret sted at starte, der er kun mange muligheder, og de mange små historier jeg kan læse ud af billedet er hele tiden under forandring, sammenvævede og vidt forskellige. De taler i mit univers om Mor - Kæreste - Helse - Mystik - Spænding - Erotik... Det farlige, det dejlige, det forførende, det gode og det fremmede. Jeg kender og genkender detaljerne i billedet - og dog presser de på med en anden og latent betydning. Vi er ganske tæt på det, der i litteraturen nyder betegnelsen Magisk Realisme.

"Pastinak" står centralt i dette lille udpluk af Julie Kjers produktion, som jeg har arbejdet med. Det bærer tonen fra de malerier, hvis anslag er tættere farveflader (som det røde "Titelløs") og fra dem hvor klangen er mere transparent og "løs" i figurationen (som "Uden titel"). Betragter vi disse billeder som et hele og giver vi os i lag med en analyse, vil fornemmelsen for billedernes magi stå klart. Vi vil se gentagelser af kvinde, cykelhjul, blade, streger, gitre etc. i forskellige stadier fra antydning til cementering. Vi vil overføre betydning fra det ene billede til det andet, men må hele tiden brydes med vigende værdier i jagten efter orden i dette fragmenterede univers. Vi bliver stillet på prøve, og hver gang vi kaster denne prøve tilbage på billederne, stilles vi over for nye udfordringer af de selvsamme malerier.

Den helhed billedgruppen danner, i det store overordnede perspektiv, brydes af de enkelte værker, og - når man går tættere på - de gentagende fragmenter vi her finder, fordrer et helhedsperspektiv. Der bliver tale om et dobbeltperspektiv, en svingen frem og tilbage mellem en helhed - som vil brydes -og et sæt gentagende fragmenter, som vil samles i en helhed. Den store historie vil være en samling af indbyrdes forskellige små historier - som en antologi, og den lille historie vil sammen med de andre små historier udgøre det store sammenhængende værk. Dette dobbelte perspektiv er det frugtbare vilkår i Julie Kjers produktion - som det er det dynamiske vilkår i det enkelte maleri.

Tør vi forliges med dette vilkår, og tør vi stole på vore sansninger, vil Julie Kjers malerier være et rum for erkendelse. Som tidligere nævnt vejledes vi af de enkelte elementer. Vores betydningstilskrivning kan sende os i vidt forskellige retninger gennem en fortolkning af værket, afhængigt af hvilket punkt vi har valgt at begynde rejsen ved. Den skaberkraft Julie Kjer har bundet på lærredet frisættes. Det er nu vores lod, med en given vejledning fra billedet, at arbejde videre mod den helhed vi nødvendigvis og til stadighed må nedbryde, for om og om igen at samle. Kunsten bliver et mellemværende mellem os og billedets dynamik. I dette felt kan vi erkende såvel personlige, almene og private problematikker, som de med kultur, natur og menneske forbundne ditto.

Julie Kjers arbejde med kunst kan nærliggende sammenlignes med filosoffens arbejde med tanker. Vi bliver tilbudt nogle værktøjer og metoder. Bruges de rigtigt, vil vi opnå indsigt og erkendelse. Det er dog en forudsætning, at vi selv vil give os i lag med arbejdet, og det er en fordel, hvis mesteren har lavet et ordentligt fundament. Det har Julie Kjer. Hun viser et lovende talent og hun udfolder tilsyneladende kun dele af det i de nærværende værker. Der trækkes mange linjer til kommende billeder. Hun synes at have mange ressourcer at tage af til sin maleriske fortolkning og skabelse.