Efter akademitiden holdt jeg fast i det figurative. Jeg havde det godt med at have en tredje part at rådføre mig med. Lærredet, objektet og mig selv.

Jeg malede i en periode forstørrelser af ting, hverdagsting. Banaliteter kaldte jeg dem, men de var også en slags portrætter. Jeg arbejdede dem ind i serier med et overordnet koncept.

Efter en pause i 1996 startede jeg helt på en frisk. Jeg fandt noget for mig helt nyt, som er blevet en slags rebus-billeder eller kaos-billeder. Billederne har en historie, men min historie er egentlig ligegyldig; jeg håber betragteren vil finde sin egen historie i dem eller bare opleve dem som abstraktioner: farve, flade, linjer - maleri som det jo i sidste ende er. Oliefarve på et lærred.

Det er blevet en slags portrætter af mit liv, hvor alle de ting, der omgiver mig, og alt, hvad der sker for mig, kommer med på en eller anden måde. Tingene er blevet et malerisk alfabet, hvor jeg hele tiden tilføjer nye bogstaver. Samtidig er det blevet et åbent maleri. Jeg maler over, overtegner, lader noget stå, og lige pludselig er det færdigt, men stadig åbent, måske på vej til noget helt andet.